Historiens nitter er små knopper lavet af træ eller blødt materiale, og metallegemet er muligvis forfaderen til den nitte, vi kender i dag.
Der er ingen tvivl om, at de er metoden til de kendte metalforbindelser, der går tilbage til brugen af smedbart metal indtil videre, for eksempel: I bronzealderen nittede egypterne de seks træventilatorkroppe uden for de slidsede hjul med nitter, og grækerne støbte med succes store statuer med bronze og nittede derefter delene sammen. 1916, da det britiske flyfabriksfirmas H. Da V White får en patenteret blindnitte, der kan nittes på den ene side, forventes det næppe, at nitten vil blive udbredt i dag.
Fra luftfart til kontormaskiner, elektronik og legepladsudstyr er denne blindnitte nu blevet en effektiv og robust mekanisk forbindelsesmetode. Hulnitter opfindes oftest til fremstilling eller vedligeholdelse af hesteredskaber, og da den hule nitte blev opfundet, var det ikke særlig tydeligt, men udstyret blev opfundet i det 9. eller 10. århundrede.
Nittehesten, ligesom hesteskoen med sømmene, befriede slaverne fra det tunge arbejde, og nitten udløste også mange vigtige opfindelser, såsom jerntænger til kobber- og jernarbejdere og fåreuld og sakse. Almindeligt anvendte er R-type nitter, viftenitter, kernenitter (kernenitter), trænitter, halvcirkelformede hovednitter, flade nitter, halvhule nitter, massive nitter, forsænkede hovednitter, kernenitter og hule nitter, som normalt bruges til at forbinde de nittede dele med deres egen deformation. Generelt mindre end 8 mm ved koldnitning, større end størrelsen ved brug af termisk nitning. Der er dog undtagelser, såsom navneskiltet på visse låse, som er nittet ved indblanding af nitten og låsehusets hul.
Opslagstidspunkt: 26. november 2020